Tak fordi jeg er uperfekt
Jeg har dage hvor jeg flyver, føler mig begavet, talentfuld og heldig!
Og jeg har dage, hvor jeg ikke orker at stå op og møde verden, fordi jeg føler mig tung, ugidelig og alt er meningsløst.
Jeg elsker at jeg både kan føle mig succesfuld og kikset på én gang.
Hvorfor?
...fordi det gør mig YDMYG og menneskelig. Og det er en af de smukkeste ting, jeg kan opleve. Jeg kan mærke andre mennesker og deres indre kampe. Jeg har dyb medfølelse med andre mennesker i smerte. For jeg kender smerten, sorgen og fortvivlelsen. Og netop disse dybe følelser, er med til at gøre os til mennesker og til at kunne forbinde os med hinanden.
Det smukke ved ikke at være perfekt, er at du frisætter andre mennesker til at være sig selv. Når vi deler vores uperfekthed, vores menneskelighed, fejl og små finurligheder, bliver andre mennesker mere rolige og tør måske også at vise deres sårbarhed og sande ansigt.
Det kan være et pres at møde en person vi tror er perfekt, smuk og succesfuld. Måske vi konfronteres med tanker om at vi selv er grimme, talentløse, en fiasko, for tykke, fattige etc. Når vi ser de glamourøse filmstjerner, kan vi komme til at tro at deres liv er perfekte. Eller når vi følger kendte mennesker på instagram og ser deres veltrimmede kroppe, deres grønne smoothies og Bali rejser, tror vi måske at deres liv altid er sådan. Hvis vi sammenligner os med andre menneskers overflader, kan vi ende med at sidde i smerte og misundelse og savne en bedre kæreste, en større indtægt, et job med mere frihed, en smukkere krop og meget andet.
Det triste ved at vi sammenligner os selv med glansbilleder, er at det kun er brudstykker af et umiddelbart perfekt liv, der ikke viser hvordan det ser ud søndag morgen med tømmermænd og minus på kontoen. Vi glemmer at alle mennesker – uanset hvor royale, rige eller glamourøse de end er, er underlagt de samme naturlove. Alle mennesker går på toilettet. Det får det hele lidt ned på jorden ikke? Ingen undslipper sygdom og død, kriser og ulykker.
Som Hella Joof så dejligt siger i hendes bog ”Papmache reglen,” at hvis du vil have en andens liv, får du hele pakken. Også deres skavanker, problemer, deres historik med mere. Du kan ikke kun få det gode. Du får det hele. Så hvis du misunder nogen, så husk på at bag deres maske, ligger der et helt liv.
HURRA FOR APPELSINHUD OG KLUNTETHED.
Jeg elsker at møde mennesker, der tør vise deres grimhed og skævhed. Mennesker der tør dele alt det, der kunne være kikset og skamfuldt, men som når det deles, bliver befriende og komisk.
Når jeg deler min menneskelighed, min dovenskab, mine fejl og mangler, sætter det andre fri.
Tænk på komikeren Celeste Barber, der på instagram tager billeder af sig selv i kiksede positioner og efterligner smukke modeller og filmstjerner. Vi griner af hendes kvabsede, kiksede kropspositioner, og sukker befriende, fordi vi ser at hun bare er et helt almindeligt menneske – som os selv.
Eller på Katrine Gisiger, der også på de sociale medier, hylder kvinder og deres helt almindelige kroppe med deller, ar, strækmærker, appelsinhud med mere.
VI KAN SÆTTE HINANDEN FRI
Når jeg tør vise min menneskelighed, giver jeg plads til andres menneskelighed.
I mit arbejde som terapeut og underviser, prøver jeg altid at give noget af mig selv og dele ærligt mine egne udfordringer og svagheder, netop for at gøre mine klienter eller deltagere, afslappede og lade dem vide at vi alle bare er mennesker PÅ VEJ. Ingen er i mål. Ingen er perfekte. En af de største fejl vi kan begå, er at komme til at lyde som om vi har alle svarene – og på den måde, få andre til at føle sig forkerte og mindre. (Og haha ja, det er jo også menneskeligt. At komme til at være arrogant.)
Vi kan sætte hinanden fri, ved at turde at være sårbare og dele vores svagheder, alt det vi ikke er stolte af, det vi skammer os over og tror ikke kan tåle dagens lys.
Selv om man er uddannet parterapeut, kan man sagtens have problemer hjemme i sit eget parforhold. Og selv om man er uddannet ernæringsekspert, kan man godt nyde usund mad. Det samme med alle andre fag. FORDI vi er mennesker og ingen er perfekte. Vi har alle gode dage og dårlige dage. Og helt ærligt, har du nogensinde mødt et menneske, der altid har det godt med sin krop, har styr på sin kost, sit job, sin økonomi og sit parforhold?
Næ vel? Og ville det ikke næsten være udmattende hvis sådan et menneske fandtes?
Må indrømme, at noget af det der rør mig allermest i mødet med et andet menneske, er at høre om deres udfordringer, sårbarheder og usikkerheder. Når et menneske tør dele sin svaghed og vise sit indre, bliver jeg ydmyg og noget i mig åbner. Jeg tør være mig. Og jeg får sympati for det menneske.
Jeg kender det kun alt for godt - de dage hvor modvinden synes at fylde det hele. MEN det fratager ikke mine talenter og præstationer. Jeg er bare det hele... egentlig ret charmerende, både at kunne være super dygtig og samtidig kluntet. Både at være stærk og sårbar.
Jeg elsker at jeg har en skæv overlæbe og en blød topmave. Jeg elsker at jeg på trods af min store anerkendelse som foredragsholder, stadig bliver usikker når jeg går på scenen. Jeg elsker at jeg både har dage hvor jeg synes jeg ligner en smuk gudinde og dage hvor jeg synes jeg ligner en gammel, rynket mand.
Jeg er både og. Jeg har dage med flow, inspiration og succes. Og jeg har dage med tungsind, tvivl ligegyldighed. Det er helt okay. Det går op og ned. Og jeg er blevet bedre til at huske på, at når jeg er nede i en dal, så ved jeg at jeg kommer op på en bakketop igen, og inden længe vil jeg have udsigt og overblik.
Jeg er faktisk ærlig talt glad for det skæve og uperfekte. Det giver humor til mit liv – og hvor er det dog fedt at kunne grine af sig selv. Ikke fordi det altid er sjovt, men fordi det er komisk.
Hvis mit liv var en film, var det helt sikkert en komedie.
Fordi der reelt er virkelig morsomme episoder, men mest af alt fordi jeg har evnen til at se det komiske i umulige situationer – og grine af mig selv.
Og endnu vigtigere, det gør mig ydmyg. Det gør mig ydmyg og taknemmelig, fordi jeg kender smerten og kampen, og derved sætter pris på alt det gode. Når livet bliver for nemt, kan vi risikere at blive utaknemmelige og forvente.
Det er ofte når livet rammer os hårdt, at vi vågner op og søger en dybere mening med tilværelsen.
Når noget gør ondt, tvinges vi til at mærke vores følelser på en mere indadvendt måde. Det er en chance til at kigge indad og gå dybere med sig selv. Det kan enten lukke os i – eller lukke os op til en dybere refleksion og kontakt med vores hjerte.
VI ER BÅDE LYS OG MØRKE
Det smukke for mig i livet, er at det både er lyst og mørkt. At det går op og ned. Lykke og smerte. Dag og nat. Yin og yang. Som en bølge, der skyller ind og trækker tilbage.
Når jeg er i mit lys, er jeg udadvendt, stærk og givende. Jeg har overskud, er kærlig og har lyst til at bidrage med noget til verden.
Når jeg er i mit mørke, er jeg indadvendt, sårbar og stille. Jeg er eftertænksom, reflekterende og har lyst til at være alene og gemme mig.
Mørket gør mig dyb, ydmyg og sansende. Lyset gør mig strålende, glad og givende.
Så alt det vi kunne komme til at dømme som forkert, grimt og uperfekt, er måske netop det, der gør os til hele mennesker. For hvad er egentlig perfekt?
Måske er det, det uperfekte, der gør os "perfekte."
Til hele mennesker.
