Brainstorm på brækpose

Jeg sidder i et fly på vej til København for at holde foredrag i Villa Wilder, sammen med sexologerne Joan Ørting og Katrine Berling. Det er i aften og jeg har ikke forberedt mig endnu. Enten er jeg så erfaren og hviler så meget i mig selv, at jeg ikke har behov for forberedelse og bare tropper op og deler ud af mine kanaliserede inspirationer eller også er jeg så utjekket at jeg har ventet til sidste øjeblik og endnu ikke har samlet tankerne om at forberede mig.....hm...måske en blanding af begge dele. Jeg er ikke det mest disciplinerede menneske, men har efterhånden så meget erfaring at jeg ved jeg kan holde foredrag helt spontant. Jeg beslutter mig for at nedskrive en række stikord i en overordnet struktur, for at klare tankerne og gøre mig klart hvad jeg vil sige i aften. Men hov, jeg har ikke noget at skrive på – eller med, for den sags skyld. Jeg læner mig ud i midtergangen i flyet og spørger manden der sidder  på den anden side af gangen, om jeg må låne noget at skrive med. Og efter at jeg har skaffet mig en kuglepen, indser jeg at der kun er én ting jeg kan skrive på – så jeg rækker ud efter den hvide brækpose i stoleryggens lomme foran mig og nedskriver mine inspirationer til mit foredrag om tantra i aften – på ægte gudinde manér...  Fint skal det være!

Jeg ankommer hos Katrine et par timer før foredraget, så vi kan koordinere sammen hvad vi skal sige i aften. Mens vi snakker lægger vi make up på, drikker te og ind i mellem ryger snakken hen på personlige ting. Vi er jo kvinder og kan sagtens ordne flere ting på én gang, både praktiske ting, lave foredragsindhold og struktur og samtidig lige snakke personlige livssituationer igennem. Så er vi klar. Jeg mangler blot lige at skifte tøj. Min idé var at have noget pænt tøj på, være repræsentabel og samtidig feminin og udstråle min side som tantrisk kvinde og min side som terapeut. Jeg har en kort kjole med i lyse sandfarver med feminine detaljer af noget rosa og forskellige tynde stofmaterialer syet ind i kjolen. Den er egentlig rigtig fin, men da Katrine komplimenterer den og spørger hvor den er fra, bliver jeg pludselig utilpas og kommer i tanke om at jeg har købt den i en genbrugsbutik for 45 kroner. Da jeg ser hendes dyre, smarte sorte kjole med guld striber, syntes jeg pludselig jeg ligner en lille bondepige. Det hele bliver forstærket af at jeg har sandfarvede strømpebukser på, ikke nylonstrømper, men strømpebukser. Sådan nogle gode tykke, varme nogle jeg har fået af min mor i julegave. For at gøre min tøjsituation endnu bedre, går det op for mig at jeg heller ikke har nogen BH med. Jeg er holdt op med at gå med BH, for syntes det er så irriterende at have på, det strammer og kradser og jeg har som regel bare en lidt stram undertrøje på til at forme brysterne ind til kroppen. Men har heller ikke min undertrøje med. Har kun kjolen, der på ingen måde er tætsiddende nok til hverken at løfte eller forme mine bryster. Jeg står nu i kjole, strømpebukser og høje sko – alt sammen i lysebrune nuancer og uden BH. Mine bryster slapper af og får naturligt en mere nedadgående trekantsform. Jeg føler mig ikke ligefrem super smart og smuk. Hvorefter Katrine kommenterer at det ikke gør noget, for jeg har jo små bryster. Hun har en evne som jeg (da vi begge er Skytte af stjernetegn),  til at tale lige ud af posen og gerne positivt....”dine bryster er slatne, men se positivt på det – til gengæld er de små!”