Læs med her, når Oestrogen.dk undersøger tantra
Den 10. og 11. september afholdes tantrafestival i København.
Oestrogen.dks Cecilie har talt med tantra-eskpert Celestine, der står bag arrangementet
Hvad handler tantra om kort fortalt? Tantra er et enormt vidt begreb, men kort fortalt er det en ældgammel visdom og videnskab om hvordan man mestrer sit eget liv. Det handler om ens kerneværdier og at opnå en selvindsigt, som i sidste ende skaber energi og vitalitet i vores liv. For at opnå balance skal man mestre både den feminine side, som er energi og den maskuline, som er bevidstheden. Den seksuelle del af tantra udgør kun 5-10 %. Oplever du en stigende interesse for området – eller er det stadig en tabubelagt?
Der er i øjeblikket en enormt stor interesse og efterspørgsel fordi tantra ligesom yoga og andre former for østlig visdom er blevet langt mere legalt end før i tiden. Det er ikke længere et tabu for hverken mænd eller kvinder, at engagere sig i f.eks. tantramassage og der er en langt større åbenhed omkring det.
Skribent Cecilie (tv) og tantra-ekspert Celestine (th)
Hvem viser den største interesse – mænd eller kvinder? Sjovt nok kom den største interesse fra mænd for bare 5 år siden, fordi mænd har en mere udpræget tendens til at kaste sig ud i nye ting end kvinder. Sidstnævnte vil helst undersøge sagen fra alle sider og være helt sikre før de tør åbne op, men i dag er det 50/50. De der henvender sig er både singler og par fra slut 20’erne til midt 40’erne, som er i et fungerende parforhold, men som føler, at der mangler noget. Det kan være, at det hele er gået op i børn og hjem, men at det seksuelle er blevet lagt lidt på hylden. De vil gerne ind på livet af hinanden igen og skabe nogle fælles oplevelser eller en fælles interesse
Hvorfor etablere en tantrafestival? Jeg har arbejdet med tantra i 11 år og føler, at Danmark er klar nu. Den øvrige del af Skandinavien, som f.eks. Norge og Sverige har ikke helt samme åbenhed omkring projektet og det er meget sværere, at etablere noget fast der end det er i Danmark. Men danskerne, især i de større byer (København, Århus, Ålborg, red.) har vist en stor interesse og virker modtagelige overfor projektet. Og så er det vigtigt, at vise tantra fra forskellige vinkler, da det jo er meget bredt og dækker over meget mere end bare det seksuelle. Hvordan kan man flette tantra ind i sin hverdag? Det er vigtigt, at være tilstede i nuet og fokusere på sine 5 sanser: synssansen, høresansen, smagssansen, lugtsansen og følesansen. Nyd f.eks. at drikke en kop kaffe, smag på din mad og læg mærke til de små ting i livet – lev dig ind i det. Sanserne er vores vej til at åbne hjertet og det kan blive en meget intens oplevelse hvis man giver sig selv lov til at fordybe sig i små ting, ikke mindst fordi vi jo i vores hverdag bliver bombarderet med alle mulige indtryk hele tiden. Hvor gammelt et begreb er tantra? Som tidligere nævnt er tantra jo en ældgammel visdom og man har arbejdet med menneskets selvudvikling gennem tantra i årtusinder. Ordet tantra er sanskrit og er sammesat af ordene: ’netværk/vævning’ og ’instrument’ De vigtigste yogagrene vi kender i dag er udsprunget af tantra.